Afsnit 1: Flugt og fangst

Caroline var en sød, smuk, ung pige, som var kommet ud i noget værre snavs. Alt hvad der kunne gå skævt for hende, var gået skævt, og til sidst var hun havnet på dødsgangen, i en af cellerne under mit ansvar. Trods hendes svære liv og hendes ulykkelige situation, var Caroline en pige som var fuld af liv, mod og entusiasme, og hendes lyse sind havde smittet af på alle omkring hende. Hun gav mod til de andre dødsdømte, ja hun fik selv de gamle, gnavne fangevogtere til at smile og le. Hun virkede også ret afklaret med at hun skulle dø, og hun opførte sig altid eksemplarisk. Derfor gav vi hende også rimeligt frie tøjler. Og netop derfor følte jeg mig også både forrådt og personligt såret, da hun udnyttede den gavmildhed, og stak af fra fængslet et par uger før hun skulle henrettes.

Heldigvis tog det ikke lagt tid for os at finde hende. Politiet vidste, at hun havde haft et forhold til en rig, ældre mand, før hun røg in bag tremmer. Manden ringede selv til politiet, og angav Caroline, da hun opsøgte ham på hans bopæl. Han fortalte, at han havde bildt hende ind at han ville tage sig af hende, og at hun ventede i hans hus. Vi kunne bare komme og hente hende. Før vi tog af sted, kaldte min chef mig ind på hans kontor. Han forklarede, at han ikke ville tage flere chancer med Caroline. Jeg skulle henrette hende, så snart vi havde pågrebet hende. Den ordre fik mit hjerte til at hamre. Caroline var den første pige jeg skulle henrette, efter at jeg havde taget livet af Christina, og Christinas død havde gjort stort indtryk på mig. Jeg vidste ikke rigtigt, om jeg var klar til at tage endnu et liv, men der var intet jeg kunne stille op, hvis jeg ville beholde mit job.

Da vi ankom til lejligheden, hvor Caroline angiveligt opholdt sig, gik jeg ind sammen med fire vagter. Lejlighedens ejer mæglede ikke et ord, men nikkede alvorligt hen mod en dør til et mindre soveværelse. Jeg gjorde tegn til vagterne, at to af dem skulle stå vagt ved døren, og to andre nede på gaden, mens jeg gik hen til døren og åbnede den. Jeg gispede af overraskelse, ved det syn der mødte mig på værelset.

Caroline sad på knæ på en stor seng. Hun var kun iført et hvidt sæt blondeundertøj, og hun var ved at flette sit dejlige, lange hår, mens hun tilsyneladende nød synet af sin egen unge, velskabte krop i spejlet bag sengen. 'Han ringede efter jer, ikke?' Spurgte hun, uden at se hen på mig. Hun virkede hverken oprevet eller overrasket. Det var som om hun vidste at vi kom. 'Ja.' Svarede jeg. 'Der kan man se.' Sagde hun, med slet skjult skuffelse i stemmen. 'Tænk at jeg stolede på ham. Nå, men så skal jeg vel tilbage i fængslet?' Jeg gik hen mod den unge pige, mens jeg sørgmodigt rystede på hovedet. 'Desværre, Caroline. På grund af din flugt, er din henrettelse blevet rykket frem. Du kommer ikke til at forlade dette værelse i live.'

'Åh Gud!' Gispede Caroline, og kiggede hen på mig med rædsel i de smukke øjne. 'Så skal det virkelig ske. Ikke mere tid. Jeg havde sådan håbet...' Hun gjorde ikke sætningen færdig, men lod sig i stedet falde om på sengen med et opgivende suk. Jeg gik hen mod hende, så jeg stod for foden af sengen. Caroline havde tilsyneladende lige været i bad, og hendes hud og hår var stadig fugtig. Duften fra hende var berusende. 'Der står vagter udenfor døren og nede på gaden, hvis du skulle finde på at prøve noget.' Sagde jeg. Caroline rystede på hovedet. 'Jeg ved godt, at det er forbi.' Hviskede hun, med svag, skælvende stemme. 'Det kan jeg mærke i hele min krop, helt ind i min sjæl. Jeg vidste det, så snart jeg så dig træde gennem døren. Jeg har bare svært ved at fatte det og acceptere det. Jeg ved godt, at jeg ikke har været nogen engel, men jeg syntes ikke, at jeg fortjener at skulle dø.'

Mens hun talte, var Carolines højre hånd, som til at begynde med havde hvilet mod hendes smukke, flade mave, gledet ned mod hendes blonde trusser. Hun strakte elastikken i trusserne lidt ud med pegefingeren, og lod langefinger, ringfinger og lillefinger glide ned i den halvgennemsigtige trusse. De fortsatte ned, indtil hendes langefinger nåede det øverste af hendes glatbarberede fisserevne. Jeg kunne ikke lade værre med at stirre på hendes hånd og hendes fingre. Hun havde også lagt mærke til at jeg stirrede på dem, og et kort øjeblik så jeg et genert blik i hendes øjne. Så var det som om hun overvandt sin egen generthed, og fremtvang i stedet et forsigtigt smil, uden at fjerne fingrene fra sin skedeåbning.

'Jeg håber ikke at det gør dig utilpas.' Hviskede Caroline, idet hun pressede langfingeren forsigtigt mod skamlæberne, lige over sin klitoris. 'Men jeg er kun 18 år gammel. Jeg er kun lige blevet en kvinde, og jeg har knap nok lært at nyde alle de oplevelser min krop har at byde på. Mine hormoner går amok i min krop. Jeg vil så gerne have en dejlig orgasme, før jeg siger farvel til denne verden og dermed også farvel til denne krop, som jeg knap nok lærte at kende. Vil du ikke nok vente med at henrette mig, til jeg får orgasme?'

'Du er dømt til døden, Caroline, og med mindre det bringer gennemførelsen af din straf i fare, så er det normalt at den dødsdømte får opfyldt et sidste ønske.' Sagde jeg. Jeg måtte kæmpe for at holde min stemme rolig, for jeg var virkelig alt andet end afslappet. Jeg anede næsten ikke hvordan jeg skulle reagere. Ville hun virkelig onanere foran mig, før hun skulle dø? Kunne hun virkelig koncentrere sig om at nyde en orgasme, når hun vidste at hendes liv snart var forbi? Jeg havde aldrig oplevet noget lignende. Heldigvis var min nysgerrighed større end min tvivl. Jeg ville lade hende gøre hvad hun følte hun måtte gøre. Jeg kunne altid gøre en ende på det, hvis det blev for underligt eller for meget for mig.

Den sidste orgasme – Afsnit 2: Farvel til livet

'Går du ikke lige ud på gangen og venter?' Spurgte Caroline og kastede et blik hen mod døren. 'Desværre, Caroline, jeg har ordre på ikke at slippe dig af syne, før jeg har gennemført din henrettelse.' Sagde jeg. Det var ikke helt sandt. Men jeg ville ikke tage chancen, nu hun allerede var stukket af en gang. Desuden var jeg faktisk rigtig nysgerrig. Jeg ville gerne vide, om hun kunne abstrahere fra det forfærdelige der snart skulle se, og nyde sin sidste orgasme, eller om frygten og sorgen ville gøre det umuligt for hende. Desuden var Caroline en utroligt smuk ung kvinde. Jeg nød synet af hende. Jeg nød at være i nærheden af hende. Og jeg ville gerne dele denne oplevelse med hende.

'Nå... øh... Ok.' Mumlede Caroline genert. Hun kiggede lettere skuffet hen på mig, og jeg kunne se at hendes kinder langsomt blev røde. Hun var tilsyneladende ikke begejstret for at jeg skulle se hende masturbere. Jeg smilede til hende. 'Du behøver ikke være genert, Caroline. Onani er en helt naturlig del af livet. Jeg har fuld forståelse for, at du ønsker at nyde din krop en sidste gang. Tro mig, jeg dømmer dig ikke.' Sagde jeg, med blød, lavmælt stemme. 'Faktisk syntes jeg det er flot, at du tør være så åben omkring dine seksuelle behov, selv når du er i en så vanskelig situation. Det kræver mod. Det har jeg respekt for.' Caroline smilede, men hendes kinder var stadig næsten ildrøde. Hun sank en klump. Så satte hun sig op i sengen og trak langsomt sin Bh af. Hun skævede genert over på mig, tydeligt utryg ved at jeg betragtede hende med intens interesse, men jeg kunne ikke tage blikket fra hende.

'Hvor er du smuk.' Sagde jeg og nikkede anerkendende. 'Du har absolut intet at skamme dig over, Caroline. Du behøver ikke at være genert. Jeg syntes du er en utroligt smuk ung kvinde. Jeg ved godt, at du sikkert er ligeglad med hvad jeg tænker og føler, men på en måde er jeg beæret over, at det er mig der skal afslutte dit liv og være den sidste der bevidner den ufattelige skønhed du har velsignet denne verden med.' Carolines generte blik fyldtes med noget som jeg kun kunne bestemme som nysgerrighed. 'Sikke dog en besynderlig ting at sige.' Hviskede hun, idet hun satte sig tilbage på sengen, og langsomt trak sine trusser ned. 'Jeg anede ikke, at en bøddel... jeg mener, selvfølgeligt har I følelser, men jeg vidste ikke... jeg vidste ikke, at I så på os dødsdømte på den måde.' Jeg smilede. Jeg havde en varm, kriblende fornemmelse i maven. Caroline så lidt mindre genert og nervøs ud. Hun formåede sågar at sende mig et forsigtigt smil.

'Jeg er ikke ligeglad. Tak.' Hviskede Caroline. 'Du har altid behandlet mig som et menneske, og ikke blot som en fange, en taber eller et samfundsproblem. Jeg er glad for, at det er dig der skal dræbe mig, Henriette. Jeg ved godt, at jeg misbrugte din tillid, da jeg stak af fra fængslet. Men jeg måtte prøve... jeg er ikke klar til at dø. Bliver man nogensinde det? Jeg mener, jeg ved godt, at jeg er dømt til døden, og at jeg ikke kan undslippe min skæbne. Men derfra, og så til blot at acceptere, at alting skal slutte, der er sgu et stykke vej. Jeg kan slette ikke fatte, at jeg snart skal ophøre med at eksistere. At alt det jeg kender, om et øjeblik forsvinder. Min krop, mine tanker, mine erindringer, alt det der gør mig til mig vil forsvinde. Jeg vil ikke længere være en del af denne verden, den eneste verden jeg kender. Hvordan kan et menneske nogensinde fatte det? Hvordan kan et menneske nogensinde acceptere det? Jeg ville sådan ønske... men nej, der er intet tilbage i denne verden for mig... så jeg må sige farvel, uanset om jeg er klar eller ej. Alting slutter, er det ikke sandt? En dag skal vi alle dø. Og for mig er den dag tilfældigvis i dag.'

Den sidste orgasme – Afsnit 3: Orgasme og døden

Det er så sandt som det er sagt, Caroline.' Hviskede jeg, forundret og glædeligt overrasket over den modenhed hvormed hun betragtede sin egen forestående død. Det var den Caroline jeg kendte fra fængslet, og som jeg var kommet til at respektere og måske ligefrem holde af. Jo, jeg holdt af den unge pige, og et eller andet sted var jeg ked af at hun skulle dø, men det gjorde ingen forskel. Den unge piges skæbne var beseglet. Nu var det kun et spørgsmål om 'hvordan', ikke 'om' eller 'hvornår'. Jeg ønskede mig så inderligt at Caroline måtte få en nådig død, og jeg ville gøre alt hvad jeg kunne for at gøre det muligt. 'Jeg bliver nødt til at se på dig, mens du onanere, Caroline. Ikke bare af sikkerhedsmæssige årsager, men jeg ønsker også at være en del af de sidste minutter i dit liv. Lige siden jeg mødte dig første gang, har jeg følt et særligt bånd mellem os. Vil du ikke nok lade mig være en del af det her?'

'Vi kan aldrig være lige, Henriette, da du er bøddel og jeg er dødsdømt. Du har en pistol og jeg er hjælpeløs. Du kan gøre hvad du vil med mig, men jeg sætter da pris på, at du i det mindste forsøger at vise mig en smule respekt.' Hviskede Caroline, idet hun førte sin venstre hånd ned til sine svulmende skamlæber. Hun fandt revnen mellem dem og begyndte at stimulere sig selv. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Hun havde vel et eller andet sted ret. Hun havde ikke noget reelt valg. Hun var offer og jeg var bøddel. Uanset hvor meget jeg holdt af hende som menneske, kunne intet lave om på det faktum. Caroline ventede ikke på nogen respons fra min side. Hun lukkede i stedet øjnene, som ville hun koncentrere sig om den nydelse hendes smidige fingre gav hende, uden at blive forstyrret af min tilstedeværelse. Jeg følte mig skuffet og kend af det. Hun lukkede mig ude. Jeg måtte vel respektere hendes valg, men blot for at hun viste jeg var der, pressede jeg pistolen mod hendes tinding. Jeg sad tavs og så på hende masturbere, mens jeg nød lyden af hendes åndedræt, som langsomt blev hurtigere og mere ophidset.

Synet af hendes krop nærmest tryllebandt mig. Hendes bevægelser, hendes små lyde, synet af hendes fingre, hendes skræv, den tiltagende nydelse på hendes ansigt, det var så intenst og fascinerende at se på. Jeg mærkede ophidselsen vokse i min egen krop, idet jeg så hvordan den unge piges ophidselse og nydelse voksede og voksede. Jeg var fuld af ærefrygt for det hun foretog sig, og fuld af beundring over at hun var i stand til at nyde sig egen dejlige, unge krop, når hun nu vidste at livet snart ville være forbi. Hvordan kunne hun udholde sorgen og rædslen, som alle mennesker oplever når de skal dø, og koncentrere sig om denne sidste nydelse? Det var så stærkt, så smukt. Jeg tænkte, at når jeg engang skal dø, så vil jeg ønske, at jeg vil kunne se det erotiske i det og nyde min sidste tid lige så meget som dette dejlige væsen. Langsomt blev hendes højlydte stønnen til små intense skrig. Hendes ben begyndte at sparke ned i madrassen, mens hendes krop vred sig i nydelse. Hendes skamlæber var fugtige og duften af hendes køn fyldte værelset. Så brølede hun voldsomt og hele hendes krop skælvede som i en voldsom krampe. Hun var kommet. Hun sad og stønnede og snappede efter vejret, mens jeg lod hende nyde eftergløden af hendes sidste orgasme.

Hendes nydelse var total. Jeg ville lade hende dø, mens hendes nydelse stadig var nærværende og intens. Jeg ville ikke lade den svinde bort, før jeg slukkede hendes liv. Jeg ville ikke lade hende miste den glød, ligesom hun skulle miste livets glød. Hun skulle dø i nydelse. Hun åndede stadig dybt og intenst da jeg trykkede aftrækkeren i bund. Braget rungede gennem værelset. Carolines krop gav et lille spjæt på sengen. Så åndede hun ud, en tung, rallende udånding, der løs som om den kom fra bunden af hendes sjæl. Så lå hun stille, stadig med hånden hvilende ved sit skræv.

'Nå, tiggede den lille tæve for sit liv?' Klukkede en af vagterne, da jeg kom ud fra værelset og hurtigt gik ned mod bilen. Jeg rystede på hovedet. 'Nej, hun nød livet til det sidste.'