Hun stiger ud af flyvemaskinen. Det er overskyet, men luften er alligevel varm og fugtig. Ingen solskinsø i udsigt.

Jane går ned ad den stejle trappe og hen mod ankomsthallen. Flyet har været fyldt. Der er folkemøde på Bornholm, og tusindvis af politikere, embedsfolk, interesse-topfolk, direktører, humanister og – som hende – jurister vil befolke øen i nogle dage.

Jane går på universitetet. Læser jura på sidste år, og hun er taget på ferie. På folkemøde-ferie. Hun er ikke repræsentant for noget som helst. Hun er bare sig selv, og hun går selvsikkert af sted i sine halvhøje stiletter. Hun har en turkis skjorte og sorte bukser på. Hun er høj, hun er brunette, og hun er folkemøde-fræk.

Der er ingen, der siger, hun kommer til at hygge med Lars Løkke eller flirte med Claus Hjort. Hun kommer sikkert heller ikke til at dyrke uforpligtende sex med direktøren for Dansk Industri eller en sektions-formand fra HK eller 3F. Men hvorfor ikke prøve sig frem?

Det tæller det hele. Hun kan ikke bruge det som et eller to trin på karriere-stigen, men hun kan bruge det som en spændende platform. Uforpligtende sex på Bornholm. Måske med en semi-kendis. Oven i kommer der demokrati-debat, gratis øl og vin og mulighed for de sjove og selskabelige sammenkomster.

Der skal nok blive folkemøde-fisse.

Jane har en studiekammerat, der kommer fra Bornholm, og han har lånt hende sit gamle værelse hjemme hos forældrene i Rønne. Jane ved ikke, om der bliver behov for at overnatte der de tre nætter mellem torsdag og søndag, for hvis det går, som hun planlægger, skal hun da gerne få noget hotel-overnatning. Med selskab.

Jane svømmer hen i dagdrømmeriet. Hun er ikke en billig tøs. Hun ser faktisk dyr ud. 175 centimeter høj, slank, velklædt og ikke så ung som så mange andre på studiet. 28 år og fræk som bare pokker.

Folkemøde-fræk. Folkemøde-frisk. Folkemøde-fan? Ja, måske. Hun ved det ikke, for hun har måske både været fræk, frisk og fan før, men ikke til Folkemødet.

Vejret taget i betragtning og tidspunktet sidst på eftermiddagen, er der vanvittigt mange mennesker. Kufferten har Jane taget med i bussen herop til Allinge. Der er gode transportmuligheder ned mod Rønne, så selv om det bliver sen aften, kan hun godt komme retur til kammeratens gamle værelse. Hun har egen nøgle, telefonnummer til kammeratens forældre, og så har hun ikke lovet noget som helst.

”Det kan være, jeg finder på noget andet,” har hun sagt til kammeraten uden at lægge op til yderligere diskussion.

De er ikke så tætte, at hun vil diskutere det med ham. Faktisk holder hun den del af sit liv for sig selv. Især når det kommer til at tage til Bornholm og måske blive kneppet af nogle magtfulde mænd, må hun hellere holde meget lav profil.

Det skal foregå i det skjulte. De magtfulde mænd vil nok også have det sådan.

Det har regnet, men nu er det opholdsvejr, og temperaturen er tilpas. Jane vil helst gå rundt i sin yndlingsskjorte – især hvis der ikke er antydningen af svedskjolde. Turnere rundt og lytte til debatter, drikke vin, spise lidt gratis mad og måske falde i snak med nogle good-looking guys.

De behøver ikke være partiledere eller kontorchefer, spindoktorer eller TV2-journalister. De behøver heller ikke at få mistanke til, at næsten-kandidaten fra København er taget flyveren til Bornholm for at være til Folkemødet – og dele ud af sin fisse, hvis muligheden byder sig.

Det er stort – Folkemødet. Der er noget cirkus over det, og det middelmådige sommervejr har ikke spoleret festen. Der er telte og bannere og boder og smagsprøver, og der er kendte politikere her og der. Hele Allinge-Sandvig. Fyldt.

Et par politi-betjente meget diskret hist og her, og så helt almindelige mennesker. Nogle er sikkert lokale, men det ligner ellers et udsnit af København, der er taget mod sydøst. Jane har ikke fortalt andre end kammeraten, at hun vil til Folkemødet for at studere demokrati.

Det kan hun altid afsløre, når hun kommer hjem med et par gode kontakter. Et visitkort i tasken…..og måske et par knald i bagagen. Jane har været til et studenter-arrangement et par uger tidligere. Her var Karsten Dybvad. Tidligere departementschef i Statsministeriet og nu direktør i DI. En af magtens topfolk. Mødet var arrangeret af Jura-Business, og Jane fik øjenkontakt med den modne, solbrændte mand med det smukke skæg. To-tre gange.

Det kildede helt ned i hendes fisse, og den aften onanerede hun flere gange til tanken om, at Karsten Dybvad kneppede hende.

Han er her de fleste dage, Karsten Dybvad. Hun har studeret programmet, og hun ved, at hun skal forbi. Stå helt oppe ved scenekanten eller besøge ham i DI-teltet. Snakke lidt om sin interesse for erhvervsliv og demokrati, og prøve at få luftet ideer om nye indsatsområder hos DI. Sikkert ikke noget, som Karsten Dybvad vil høre på, men det kan være, hun får sin chance.

Jane kan mærke, at vinen summer rundt i kroppen. Efter to timer er det blevet til flere glas, enkelte snakke – og alt for lidt mad. Hun kører på lav-budget, så helst skal hun finde noget simpel mad at nasse, eller også skal hun finde en sponsor.

Hun dumper forbi en lille scene, hvor en eller anden minister står og taler med et par politikere. Jane kan ikke huske ministerens navn. Han er lidt stor i det, og han taler vist fynsk. Der er to kvinder i panelet og en eller anden DR-journalist, som styrer ordet. Det er en af de der TVA-mænd. Dobbelt-job, tænker Jane. Mon de også får tid til at dyrke fremmed sex mens de er til Folkemødet?

20-30 personer sidder på stolene foran. Der er overdækket, og det holder på varmen. Nogle ældre mennesker har tæpper over sig, men ellers skutter folk sig bare i aftenen, hvor en minimal stribe af sol presser sig på. Andre personer står ved caféborde bagerst i teltet, og Jane stiller sig hen ved et bord, hvor der er saltstænger, peanuts og kildevand.

”Hvad er det her,” spørger hun manden, der står alene ved bordet. Han er høj, nogetlunde slank og svær at aldersbedømme. Hans hår er mellemblond med lidt gråt, så han kan være alt fra 40 til 50. Måske yngre.

Han er i kortærmet skjorte, jeans, blazer.

”Det er Folkemødet,” smiler manden og fastholder Janes flakkende blik.

Hun føler sig en smule beruset nu da hun kommer til at stå stille.

”Ja, så langt er jeg med, men jeg har ikke affotograferet hele programmet,” smiler hun.

”Jesper,” smiler manden og rækker hånden frem. Meget formel.

”Jeg er kontorchef i Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet,” siger han og nikker op mod scenen.

Jane kigger lidt desorienteret derop.

”Nåhr ja, det er jo…ham der…ministeren,” begynder hun, uden at forsøge at skjule, hun ikke husker hans navn.

”Ja, det er Lars Christian Lilleholt. Jeg er kontorchef i hans ministerium,” smiler Jesper.

”Er du så hans lille skødehund,” griner Jane fjoget, men Jesper fortæller, at de er en større delegation fra ministeriet på Bornholm. Ja, fra mange ministerier.

”Det er en fest,” smiler Jesper.

”Det er hygge, det er afslapning, og det er helt uformelt,” tilføjer han.

”Der skal være nogle fordele ved at arbejde i ministeriet,” smiler den høje fyr.

Jane ser sig omkring.

”Er der ikke et sted, jeg kan få noget at spise og drikke,” siger hun og kigger ned i hjørnet af teltet.

”Jeg kom fra København tidligere i dag, og jeg har ikke fået andet end et rundstykke på flyet,” siger hun.

”Hvor er du da fra. Styrelse eller parti,” spørger Jesper, men Jane, fortæller, at hun ”bare” er studerende med interesse for….hun holder en pause.

”Interesse for…,” spørger Jesper.

Jane tøver. Hun er faldet lidt hen.

”Måske interesse for at få noget at spise sammen med mig. Jeg er alligevel på vej hen mod mit hotel,” siger Jesper.

”Lars er færdig nu, så jeg har gjort min pligt. Over for ham. Nu må jeg hellere hjælpe en kvinde, der er sulten. Sultne kan vi alle blive,” smiler han.

Jane tager fat i sin kuffert, og de går mod hotellet.

Der er fyldt op overalt i byen, og Jane kigger sig over skulderen og til siden flere gange.

”Bliver du forfulgt. Bare rolig. Der er masser af politi,” siger kontorchefen…. – eller Jesper.

”Jeg skal jo ikke sådan blive set med alt fro mange fremmede du ved,” smiler Jane, som har genfundet lidt af balancen.

Hun er ikke så beruset, som hun følte sig for lidt siden. De taler om løst og fast. Jesper er åbenbart 44 og har gjort karriere i ministerierne lige siden han blev jurist.

”Du må da kunne give nogle tricks fra dig,” siger Jane, da de sætter sig ned.

”For sådan en ung jurist for mig er det vigtigt at kunne få et ben inden for,” tilføjer hun.

”Jeg er en erfaren mand, så jeg kan da sidde her i lang tid og give dig tricks,” smiler Jesper og skåler med Jane. Deres mad kommer.

”Det er altid vigtigt at kunne få noget….få et ben inden for. Man skal ikke undervurdere det personlige netværk,” tilføjer han.

Restauranten er fyldt.

Jane ser på sin kuffert, der står ved siden af bordet. Hendes hoved summer. Der har været så mange mennesker omkring hende hele dagen, og hun er lidt træt. Trænger til at komme for sig selv.

”Lige nu orker jeg ikke at tage en bus til Rønne,” udbryder hun og ser opgivende på Jesper.

”Jeg kan give en overnatning på statens regning,” udbryder Jesper.

”Men det er ikke ekstravagant. Det er jo staten, der betaler,” tilføjer han og slår ud med armene.

”Må jeg….tage sofaen..ja og et bad,” spørger Jane og lyser op.

Hun spiller godt skuespil, og Jesper bryder ud i latter.

”Du gør bare som du er hjemme. Vil du op på værelset nu”.

Jane nikker.

”Går du ikke med”, spørger hun og lægger hovedet på skrå.

”Eller skal du til mere folkemøde,” tilføjer Jane og hiver hurtigt ud og ind i skjorten for at få luft til sit bryst.

”Næ. Tror jeg har et møde på mit værelse,” smiler kontorchefen.

Jane sukker.

(Fortsættes)