Skrevet i godt samarbejde med CarolineS. Hendes vinkel kan læses i serien Fremmede øjne – Lunas vinkel.

Mit navn er Ryan. Jeg er 31 år gammel og jeg arbejder inden for eliteidrættens verden. Jeg bruger meget tid på farten i ind- og udland på at sikre de bedste vilkår for de atleter, jeg har ansvaret for, og har derfor ikke tid til et familieliv. Jeg er single, da de fleste kvinder ikke ligefrem er tændte af ideen over at jeg er på farten i 200-250 dage om året, og at jeg derfor ikke er hjemme til at tage sig af dem. Det er vilkårene med et sådant arbejde. Der findes sjældent ting i denne verden, som er fuldstændig omkostningsfrie. Der er ingen bånd, der binder mig med dette job. Men det ville da være rart nogle dage at være bundet til en, fordi man ikke kan eller vil undvære hende.

18. april:
Første gang jeg så hende? Det var lige før det aldrig skete. Jeg havde travlt med at booke min sms-billet med DSB inden toget gik, så jeg havde næsen begravet i min telefon og så ingen omkring mig. Jeg nåede hen til togdøren, og trykkede de sidste detaljer ind, mens dørene åbnede, og passagererne steg ud for at give plads til os. Jeg kiggede op, fordi jeg hørte en lyd, og der fik jeg øjenkontakt med hende. Hun kiggede direkte i mine, og jeg kiggede i hendes. Tiden stod stille i de to sekunder, kontakten varede. Men de der øjne... De tændte en nysgerrighed og rørte et eller andet i mig, på en måde ingen andre kvinder havde. Jeg fornemmede (eller i hvert fald håbede), hun også kiggede efter mig... Der var i hvert fald et smil på hendes læber. Var det mon til mig? Nu smilede jeg vel forhåbentlig ikke dumt tilbage, så hun tænkte jeg var et fæ...

Og i samme øjeblik vadede en ranglet, snotforvirret hipster-knægt med teletubbies-hårknold og hornbriller ind i mig og afbrød min øjenkontakt med hende. Jeg prøvede at se efter hende igen, men hun var borte i menneskemængden. Satans. De grønblå øjne og den øjenkontakt ville jeg ellers ikke have haft noget imod at misse mit tog for at opleve igen, og opleve resten af personen. Mon jeg nogensinde ser hende igen? Det er nok tvivlsomt med mit held, men det ville godt nok ikke genere mig, hvis det mod forventning skulle ske.

5. juli:

Der er en grund til jeg aldrig løber eller træner i tights..

Jeg var stadig ramt af jetlaggen efter vores stævne i Japan. Vi havde også festet rimelig meget efter at have hentet VM-guld til vores atleter, så det fysiske og mentale overskud var ikke helt på plads igen. Men nu var der gået fire dage uden at lave noget, så nu var det vel på tide at komme ud og få rystet trætheden ud af kroppen. Har aldrig været glad for at løbe længere distancer, så det bliver ofte til en kort tur på 3-5 km.

Det er en af de rigtig varme og solrige dage, så løbeturen bliver først igangsat omkring kl. 18 nede i parken. Der plejer jo gerne at være nogle piger, som sidder og hygger i deres sommerkjoler og bare ser dejlige ud. Og hvem ved, måske fanger jeg de der øjne igen en dag.. De øjne, som havde boret sig fast i min bevidsthed den dag i april. De har ikke sluppet mine tanker.. sluppet mig siden. Stadig kigger jeg efter dem. De mange solbriller gør det dog ikke nemmere, kan jeg konstatere.

Løbeturen er slut, og jeg er fuldstændig gennemsvedt. "Husk at drikke vand, ellers dør I!" lyder det i mine høretelefoner. Red Warszawa har nu altid været lidt sjovt... Jeg får købt en flaske vand ved den mobile kiosk, som render rundt i parken, og går i gang med at drikke den. Da den er tom, og jeg vender mig for at kigge efter en skraldespand, er det som om jeg ser de grønblå øjne fra banegården i et glimt. Meget tydeligere end før. Så jeg dem i virkeligheden? Jeg kigger rundt. Der sidder en gruppe af 5-6 kvinder i græsset og drikker vin ca. 10 meter fra mig. De er nu ret kønne. Jeg kigger på deres øjne, men genkender ingen af dem. En af dem har dog ryggen til mig, men hun har solbriller på. Hun ser nu alligevel ret køn ud bagfra. Ikke for slank, ikke for buttet, bare lige tilpas. En pæn røv, og ret kønne ben, kan jeg ane ud fra den lyse sommerkjole, hun har på. Kan høre hende grine på en rigtig charmerende måde. Hendes lyse og let krøllede hår sidder løst og lader solnedgangens stråler lege med det. Hun ser da meget sød ud. Må dog hellere begynde at strække lidt ud, så jeg ikke bare ligner en eller anden gennemsvedt pervers fyr, som overbeglor dem.

En af pigerne rejser sig op, og begynder at gå. Den lyshårede pige vender sig mod dem mens hun snakker til dem. Nøj, hvor ser hun dog sød ud. Et kønt ansigt, et dejligt smil.. Nogle flotte bryster, kan jeg godt ane. Kan pludselig mærke, der kommer lidt liv i mit lem, der er blevet halvstivt. Det var vist en god ide, jeg valgte løse shorts frem for tights. Ikke fordi jeg har noget at skamme mig over, ifølge Illustreret Videnskab er den marginalt større end den gennemsnitlige congolesers, men man kan sgu ikke rende rundt med en halvfed i tights i fuld offentlighed. Håber det ikke kan ses i de løse shorts..

Og så er det, hun løfter op i solbrillerne. De øjne.. De øjne er dem fra banegården. Dem, jeg har kigget efter i et par måneder. Wow, hvor er hun dog dejlig. Hun får øjenkontakt med mig, og begynder at smile. Jeg smiler igen. Håber ikke, jeg smiler alt for fjoget. Lydløst former mine læber ordet "hej", og det gør hendes også. Jeg går et skridt mod hende, idet hendes lidt for fulde veninde begynder at snakke med hende. "Luna, du må jo vide sådan noget. Er det ikke bare sådan, at alle mænd er nogle svin?"

"Årh, for helvede", når jeg at tænke. Luna, som pigen åbenbart hedder, retter fokus mod hende i stedet. Når det gælder piger, kan jeg godt være lidt genert anlagt, så at gå hen til hende er pt. lige så risikabelt som at stikke hånden ned i et hvepsebo. En forkert og spydig kommentar fra hendes fulde veninde kan smadre alle chancer i den forbindelse.

Hun kigger på mig igen med de der øjne og smiler til mig. Jeg nikker spontant mod parkens udgang og begynder at gå derhen, mens jeg holder øjenkontakten. Bare for at snakke med hende. Hun smiler, og det ser ud, som om hun skal til at rejse sig, men hendes veninde tager fat i hendes håndled og siger et eller andet uforståeligt. Jeg er nødt til at fortsætte og gå ud af parken.

Jeg havde ikke forestillet mig hende eller bare drømt hende. Hun fandtes virkelig, hun hed Luna, og hun så fantastisk ud. Mens jeg går hjem, smiler jeg over at have set hende igen, mens jeg samtidig ærgrer mig over, at hun havde en fuld og dum veninde, som skulle ødelægge det.

Kan vist godt mærke, jeg har brug for et koldt brusebad...

(Fortsættes)