Skrevet i samarbejde med Ramms. Hans vinkel kan læses i serien Fremmede øjne – Ryans vinkel.

Jeg hedder Luna, er 30 år gammel og uddannet journalist. Mit sidste faste job var på et kvindemagasin, men siden da, er jeg blevet freelancer. Jeg skriver mest om mad, kultur og specielle events, og derfor rejser jeg meget. Jeg tager ud og suger indtryk til mig og samler det derefter sammen i rejsereportager, der kan sælges til både ind- og udland. Det giver mig mulighed for at være der, hvor oplevelserne er. Jeg lever fra dag til dag og er forelsket i mit uforudsigelige liv. Jeg savner ikke kærlighed, faste forhold og den spændetrøje min erfaring viser mig følger med tosomheden, men jeg savner mænd. Sex. Begær. Lidenskab. At have en mand eller to på speed-dial til et bootycall i ny og næ ville passe mig perfekt, men det er ikke så nemt med mit job.

18. april:

Hvorfor ligner jeg altid en overkørt kat, når jeg støder ind i en lækker mand?

Jeg havde ikke sovet ordentligt i flere døgn, var hårdt ramt af jetlag og lige der, mens jeg vælter ud af toget på Hovedbanen, låser mine øjne sig fast i hans. Når man rejser bliver man konstant bombarderet af ansigter, dufte, lyde og indtryk og jeg har efterhånden udviklet en form for evne til at slukke for mit visuelle modtagecenter, men det blik han havde, kunne jeg ikke lukke ude. Jeg gik i stå på perronen og glemte for en kort stund, hvor jeg var. Jeg stod bare der helt stille og mærkede et lille smil brede sig på mine læber. Han smilede også, synes jeg, og så med ét var han væk. Måske var det slet ikke mig, han havde smilet til. Han forsvandt ind i toget og selvom jeg prøvede at finde ham igen i vinduerne, var han ikke at se.

Jeg samlede mig sammen og gik over mod parkeringspladsen, men hans øjne blev ved med at flimre for mit indre blik. Der var altså noget over dem. Det var som om, de havde prøvet at fortælle mig noget, men jeg vidste ikke hvad. Måske var det bare noget, jeg havde bildt mig selv ind. Jeg mener... Helt ærligt, hvorfor skulle en komplet fremmed smile til mig på den der latterligt charmerende måde, mens hans blik nærmest insisterende hvilede i mit? Det er ikke fordi jeg har et problem med mit udseende, tværtimod er jeg ret tilfreds med min krop og min figur. Faktum er bare, at joggingtøj og uglet hår aldrig rigtig gør noget godt for nogen og det var jo sådan, jeg havde set ud. Jeg rejser altid i afslappet stil. Det er umuligt at sove undervejs, hvis jeg rejser i stramme jeans og sirligt opsat hår.

Det er også lige meget. Manden er væk og det samme er øjnene. Selvom det var så kort, var det intenst og jeg har svært ved at forestille mig andet end at det kommer til at tage et par dage før jeg glemmer de øjne. Mmm... Varme, brune øjne.

5. juli:

Jeg har aldrig været et af de der mennesker med en vennekreds på størrelse med ækvator. Jeg er ualmindelig dårlig til overfladiske bekendtskaber, så jeg plejer i stedet de fire rigtig nære veninder, jeg har. Vi er forskellige som nat og dag, lys og mørke, men vi har altid en fest, når det lykkes os at være samme sted på samme tid. Det lykkedes i dag.

Vi var taget i Fælledparken med tæpper, vin og højt humør og havde brugt det meste af dagen der henslægt i én stor pærevælling. Vi havde grinet, delt sladderhistorier og ikke mindst, savlet over alle de bare overkroppe, parken bød på sådan en varm sommerdag. Det havde været så hyggeligt!

Maria rejste sig for at gå. Hun havde som den eneste af os fået børn og lyse nætter eller ej, skulle de jo fodres, vasket og lægges i seng, så nu var det på tide, hun vendte hjemad. Vi andre blev siddende på tæppet og jeg vendte mig om for at råbe til hende, at vi snart skulle ses igen. Der kom dog ingen ord ud af min mund.

Mine øjne faldt på en mand, der stod et stykke væk. Det var som om, jeg blev draget af hans krop. Svedig, lettere solbrun og med en veludført tatovering på den ene arm. Lynhurtigt endte mit blik ved hans ansigt og det var der, jeg tabte mælet med min hånd hængende fjoget i luften for at vinke til Maria. Det var de øjne. Hans øjne. Ham, hvis intense blik havde forfulgt mig i ugevis efter jeg havde set lige ind i dem på Hovedbanen. Måske det var en hel dag med sol og vin, der overtog min krop nu, men i hvert fald begyndte det at snurre let i mit hoved.

Jeg skyndte mig at sænke hånden og lod den tage mine solbriller med af. Jeg ville se ham uden den mørke FILM henover. Han drejede hovedet en anelse, og så var den der igen. Øjenkontakten. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Jeg håbede, det ikke så alt for åndssvagt ud. Han smilede igen og så så det ud som om, han sagde et eller andet til mig, men jeg kunne ikke tyde det. Han var for langt væk.

Han tog et par skridt hen imod mig og jeg prøvede at sige hej til ham med mine læber. Altså uden lyd. Kirsten spurgte mig om noget og jeg svarede uden at se på hende. Jeg holdt hans blik fast. Så stoppede han op og stod stille. Det var som om hans blik blev fjernt, selvom han kom tættere på. Kirsten trak i mig. Hun var i gang med en stor udredning af, hvorfor alle mænd var nogle fjolser og selvom hun er et af de sødeste mennesker, jeg kender, så var det ikke med min gode vilje, at jeg brød øjenkontakten med Mr. NiceEyes for at iværksætte mine diplomatiske evner i mit svar til Kirsten. Der var ingen grund til at fortælle hende, at hun da for pokker bare kunne være en anelse mere omhyggelig med hendes valg af mænd.

Da jeg så op igen havde han trukket sig tilbage. Han rystede på hovedet og begyndte at gå væk. For f..... Hvorfor gik han nu? Jeg skulle jo lige til at... Vi skulle... Vi havde... Jeg måtte... Argh!

Jeg var træt, småsur og en anelse beruset. Det var selvfølgelig min egen skyld. Jeg kunne bare lade være med at sidde der i solen og drømme om princes and fairytales. Hvad er oddsene alligevel også for at blive gensidigt betagede af hinanden kun ud fra to gange halvandet minuts øjenkontakt først ved toget og nu her? Jorden kalder Luna. Kom tilbage til virkeligheden!

Jeg prøvede ihærdigt resten af aftenen. Det gjorde jeg virkelig. Jeg lo med mine skønne veninder, krammede og drak lidt mere vin, men jeg havde virkelig svært ved at glemme ham. De øjne blev ved med at dukke op for mit indre blik, og på et tidspunkt synes jeg også, jeg havde set ham stå ved udgangen og se i min retning. Forbandede underbevidsthed. Det kunne jo ikke være rigtigt. Han var jo selv gået sin vej. Jeg sukkede, da jeg tog mine sandaler på og vi rejste os for at pakke sammen og finde noget aftensmad et sted.

Der var heldigvis masser af andre fyre derude i sommernatten.