Skrevet i godt samarbejde med Ramms. Hans vinkel kan læses i serien Fremmede øjne – Ryans vinkel.

17. august

Hold nu op, hvor han duftede godt!

Jeg sad med ryggen til indgangen i en lufthavnsbus og ventede på at blive kørt til hotellet. Jeg havde været forsinket på flyveturen fra et ophold i og omkring Malaga, hvor jeg bl.a. havde dækket den årlige byfest i Canillas de Aceituno, og havde derfor misset min forbindelse videre til København. De sidste afgange på dagen var allerede fuldt booket op, så nu var jeg strandet i Charles De Gaulle-lufthavnen i Paris og måtte have en nat på hotel, før jeg kunne komme hjem. Det gjorde mig ikke så meget. Jeg kunne lige så godt sidde på et hotel her og skrive færdig på mine artikler, som jeg kunne hjemme i min lejlighed.

Jeg havde siddet i sin egen lille verden, da han var gået forbi og jeg havde ikke lagt mærke til ham før hans duft ramte mine næsebor. Med ét blev mine sanser vakt til live.

Han fortsatte ned i bagenden af bussen og jeg nåede kun lige kort at betragte ham bagfra, før han gled forbi en barnevogn og forsvandt ind på et sæde. Flot krop tænkte jeg og smilede. Den gad jeg godt inspicere på lidt nærmere hold. Måske jeg ville få chancen, når jeg stod af bussen, hvis han mod alle forventninger skulle af på samme hotel som mig. Indtil da måtte jeg nøjes med hans duft, der blev hængende i luften.

Forførende, frisk og maskulin. Duften passede godt til det, jeg havde nået at se. Hans overkrop havde virket veltrænet og han var forbavsende godt klædt på til en lufthavnsbus. Lys, kortærmet skjorte og noget, der lignede en blazer over den ene arm. Måske han var forretningsmand. Men... sig mig lige... Han havde en tatovering på sin ene arm. Jeg var overbevist om, at jeg havde set den før, men jeg kunne ikke komme tanke om hvor.

Jeg bed mig lidt i læben og ærgrede mig. Dels over det med tatoveringen, jeg ikke kunne placere og dels over, at jeg ikke kunne se hans øjne. Jeg har noget med øjne. Det er som om, der er en særlig tiltrækningskraft i det rigtige blik, synes jeg, men lige der måtte jeg nøjes med at se på toppen af hans letkrøllede, brune hår, som jeg lige kunne ane henover sæderne. Jeg havde ingen rigtig idé om, hvor gammel han var, men det var heller ikke så vigtigt. Hans duft alene tændte noget i mig. Om han overhovedet var tilgængelig var også en mindre detalje lige nu. Jeg var nysgerrig.

Jeg lukkede øjnene og lod mig drive med af tanker om manden, mens bussen satte i gang. Jeg blev nødt til at komme tættere ham. Jeg mærkede en varme begynde at spire i min krop. Billeder begyndte at flimre og jeg følte mig nærmest indhyllet i hans duft, mens hans figur tonede frem for mit indre blik. Ubevist havde min hjerne sat øjne på ham. Et sæt fantastiske, varme, brune øjne, der virkede som om, de gemte på noget.

Det tog et øjeblik, så gik det op for mig, hvor netop de øjne, min fantasi havde sat på ham kom fra, for jeg havde jo ikke set hans. Øjnene tilhørte en mand, jeg for nogle måneder siden havde fået øjenkontakt med på vej ud af et tog på Hovedbanen. Hans blik havde været så intenst, at det havde taget flere uger, før jeg var stoppet med at tænke på det.

Det gippede i mig, da det slog mig, hvor jeg havde set tatoveringen før. Det var den samme mand. Ham fra toget, som jeg ved et tilfælde havde fået øjenkontakt med igen en dag i parken. Min puls steg med adskillige slag og det prikkede i mit bryst. Forventning, men også en uro. Han var sluppet fra mig før. Eller gået sin vej. Måske han ikke var sluppet fra mig med vilje? Burde jeg bare lade ham gå? Indse, at hans interesse var noget, jeg havde bildt mig ind?

Stædigheden kom op i mig. Fandme nej. Skulle han afvise mig, skulle han gøre det til mit ansigt. Ikke noget med bare at ryste på hovedet af mig tværs over Fælledparken. Basta!

Det havde sikkert taget den samlede tid af 3 minutter at nå over til lufthavnshotellet med bussen, men der var nærmest ingen grænse for, hvor mange tanker, jeg havde nået at tænke på den korte tid. Drømmende, håbefulde, ønskeagtige scenarier fik jeg fabrikeret. Komplet til grin stak min rationelle halvdel af hjernen sit grimme fjæs frem og sagde. Heldigvis var den anden hjernehalvdel ligeglad og det samme var min krop. Den var stadig varm og prikkeriet i brystet havde bredt sig. Særligt sydpå. Jeg glemte mine lår sammen mod hinanden under min nederdel og sukkede lydløst.

Jeg stod af bussen som den sidste og konstaterede tilfreds, at han også var steget af, altså måtte han jo skulle overnatte på samme lufthavnshotel som mig. Jeg kunne dog ikke se ham længere. Der havde været et mas af en anden verden for at komme ud af bussen og selvom jeg var stålsat på, at han ikke skulle undslippe mig endnu engang, havde jeg forsøgt ikke at se alt for stalker-agtig ud. Med det resultat at han var forsvundet fra min synsvinkel. Flot!

Mit blik fandt ham dog hurtigt igen, da jeg nåede ind i hotellets foyer. Han stod allerede i receptionen og ventede på at få anvist et værelse. Jeg tog en dyb indånding og stillede mig hen i køen bag ham. Jeg indsnusede igen hans varme, sensuelle duft og tænkte, at nu måtte det være nu. Nu måtte jeg antaste denne fremmede mand og håbe, hans øjne var lige så intense, som jeg huskede dem. Og at han i øvrigt ikke fandt mig alt for ynkelig, når jeg om lidt inviterede ham på hotelmad og rødvin, velvidende at flyselskabet allerede havde betalt for vores mad som et plaster på såret for forsinkelsen. Det var lidt plat, men jeg var efterhånden ret ligeglad. Nu var det tredje gang, vi stødte på hinanden på denne måde. Nu måtte det ligesom bære eller briste.

Lige idet jeg løftede hånden for at lægge den på hans skulder, så jeg kunne få hans opmærksomhed, vendte han sig om og så direkte ind i mine øjne med et blik, der slog luften ud af mig. Han virkede på en underlig måde slet ikke overrasket over, at det var mig, der stod bag ham. Jeg stod som naglet til gulvet og stirrede ind i de der enormt indbydende øjne og registrerede blot svagt, at han talte til mig.

"Jeg har et værelse. Kom med mig!"

Sagde han virkelig det? Til mig? Det var under ingen omstændigheder nu, min fantasi skulle spille mig et puds! Jeg stod tavs, låst fast af hans blik indtil jeg mærkede hans hånd omkring min.