Fortsættelse på serien "Fremmede øjne", skrevet i godt samarbejde med CarolineS

17. august:

Det gælder nogle gange om at tage chancer.

Jeg har et ambivalent forhold til lufthavne. Jeg elsker det faktum, at det er knudepunkter for hvor menneskers veje krydses, og at det fungerer som startsted for at komme ud i verden. Til gengæld hader jeg ventetiden, og det ufleksible om at er man femten minutter forsinket et sted, kan det ende med at man er strandet en hel dag.

Jeg var strandet i Paris efter en konference i Lissabon. Det betød en overnatning på hotel. Ikke at det betød så meget, der var jo alligevel ingen at komme hjem til, men det var da irriterende at skulle spilde en halv dag på blandt andet bustransport og lufthavnshotel. Vores fly var dog ikke det eneste, der var forsinket, kunne jeg se, med de mange mennesker, som også ventede på busserne.

Og pludselig var der noget, som fangede mine øjne. Var det hende? Hende fra banegården? Hende fra parken? Hun stod med siden, og så med ryggen til, så jeg var ikke sikker. Hvad fanden, om det er det ene hotel, man overnatter på, eller det andet, det er vel fuldstændig ligegyldigt, så jeg skyndte mig ombord på den bus, hun var stået på, for at se nærmere.

Da jeg gik forbi hendes plads, kunne jeg se hendes spejlbillede i bussens rude. Og de øjne og det ansigt kunne jeg genkende til hver en tid. Hun sad dog over for nogle andre, så jeg kunne ikke sidde sammen med hende, desværre. Nå, der var vist en plads længere nede i bussen.

Fra min plads kunne jeg iagttage hende, men jeg tror ikke, hun kunne se mig. Kiggede hun efter mig? Hun så i hvert fald mere opmærksom ud, efter jeg var gået forbi. Og jeg tvivler på, det var de 40-årige ægtepar, de gamle forretningsmænd eller de unge studenterpiger, som også var i bussen, hun kiggede efter. Hun var mere formelt klædt end den dag i parken, men jeg kunne stadig ane hendes dejlige former. Ikke for stor, ikke for lille, lidt til gården og gaden.. Og så de der øjne. Det gik lige i smilet, og lige i pikken, som begyndte at røre lidt på sig. At hun så havde knappet nogle knapper op i skjorten pga. varmen, så man kunne ane hendes kavalergang, det havde heller ikke en negativ effekt på mit lems reaktion. Så fik jeg en dristig ide ud fra devisen om, at har man sagt A, må man også sige B. Og nu var jeg jo hoppet på bussen, så hvorfor ikke..?

Da vi ankom til hotellet, begyndte en tanke at spire. Hvad nu hvis jeg bookede et dobbeltværelse? Air France betalte jo alligevel, sammen med maden, så hvis det ikke gik, ville jeg da i det mindste have et stort værelse at slappe af i. Mens jeg gik hen mod receptionen begyndte tvivlen at nage. Hvordan skulle jeg også invitere hende derop uden at virke underlig og pervers? Hvad nu hvis hun var her med sin kæreste?

Nu var det min tur ved skranken. Lige inden kunne jeg dog mærke hendes duft. Jeg fornemmede omgående, at hun stod bag mig. Og jeg kunne også mærke, hun stod langt tættere på mig, end hvad man normalt ville gøre i en kø. Nærmest, som om hun søgte den fysiske kontakt. Jeg lyttede efter hendes vejrtrækning. Den var ikke rolig, snarere ligesom min. Jeg tænkte: Jeg gør det sgu. Jeg trådte et skridt frem til skranken, præsenterede min seddel fra Air France, og fik booket et dobbeltværelse. Da jeg modtog nøglekortene, tog jeg en dyb indånding. Nu var det nu. Jeg lukkede øjnene og pustede ud, inden jeg åbnede øjnene igen og vendte mig rundt. Der stod hun. Helt tæt på. Jeg skulle nærmest bare række ud for at holde om hende. Hun kiggede mig lige i øjnene. Jeg kunne mærke en ro i mig, mens jeg smilte, tog hendes hånd og sagde "Jeg har et værelse. Kom med mig."

Hun smilede til mig, mens hendes øjne sagde ja. Så kunne jeg mærke blodets varme i hele kroppen.

(Fortsættes)